I Hørby Kirkes skib hænger portrætter af tidligere præster ved kirken. Til venstre af pastor Lauritz Gottfred Gregersen Weile (embedsperiode 1736-1782) og til højre af, hvem menes at være, pastor Thomas Nielsen Lyngbye (embedsperiode 1654-1683) og hans hustru Mette Nielsdatter.

Man skulle måske tro, at det er let at identificere mændene på malerierne som præster på grund af pibekraven, men det var almindeligt, at borgerskabets mænd gik med pibekrave i 1500- og 1600-tallet. Efter reformationen lagde man afstand til den katolske kirke. Det betød blandt andet, at de beklædningsgenstande, som katolske præster brugte i forbindelse med messen, blev afskaffet. Præsterne prædikede nu i egne klæder - det vil sige borgerskabets beklædning. Da moden i det verdslige borgerskab skiftede, blev præsterne ved med at bære sort kjole og pibekrave - en 'uniform', der kun har forandret sig meget lidt frem til i dag.