Henrik Span (1634-94) var admiral og krigshelt og endte med at få en storslået begravelse arrangeret af hans enke, Susanne Christine von Schønbach. Det beskrives blandt andet, hvordan ikke mindre end 30 kareter med hver 6 heste for fulgte admiral Span på hans sidste rejse gennem København og mod Hørby Kirke. På Kongens Nytorv stod et regiment marinesolater klar for at give admiralen en æresalut, når sørgeoptoget passerede. 

I sakristiet ses i dag de kistebeslag, der prydede admiral Spans kiste; blandt andet en imponerende portrætmedaljon holdt af to havmænd. Kigger man godt efter, kan man se, at Span er portrætteret med kun ét øje. Han mistede det ene øje under kamp mod svenskerne på Öland i 1677. Man kan også se admiralens kårde samt en ligkisteplade med et udførligt cv over Spans bedrifter.

Teksten på Henrik Span kisteplade lyder:

Herunder hviler
den højædle og fornemme herre
hr. Henrik Span til Hørbygård
Ridder af Dannebrog
Hans kongelige majestæts
velbestalterog admiralitetsråd
Født år 1634 den 17. april i Oldenborg i grevskabet Schauenburg
Død i København år 1694 den 27. december i en alder af 60 år, 8 måneder og 10 dage.

Den dyd og mandighed kan døden ikke dæmpe 
som denne tapre helt og denne brynjeklædte kæmpe.
Med blod har han værget sig i strid til lands og til vands,
idet han altid blev sin fjendes overmand.
I Kina og Japan i Thunguin og de steder,
hvor solen først står op, hans æres sol fremtræder.
Venedig ved godt, hvad tyrkerne og Moren1 led,
da han støttede dem; som en løve sled.

Holland og England fik prøve hans næve
Der kæmpede han under Tromp2, så have måtte bæve.
Han blev en gang angrebet af skibe ni,
forsigtig tapperhed hjalp ham dog dengang fri.
Svenskerne falder, uanset, hvordan han sværdet første,
da han i Køge Bugt ‘Norske Løve’3 førte.
Den svenske ‘Nøgle’4 sprang han i luften i Kalmersund,
og flere stolte skibe har han jaget på grund.
I seksogtyve slag har han prøvet det samme.
Skud af skrå-kartoucher5: Eksploderende granater flamme
har aldrig skræmt ham.
Muskettens kugle tog hans højre øje bort,
da han kæmpede på Öland.
Så hele verden ved, hvad der er at sige om denne helt.
Hos os har han været en Jason6 uden lige.
I krig en Hannibal. I fred en Manlius7.
I handling som en Scipio8. I kunsten Daedalus9
I alting kongens mand. En skræk for de svigefulde.
En mur mod fjendens vold. En tilflugt for trofaste.
For orlogsflådens mænd en talsmand, far og ven,
og himlen mere kær, der elskede ham igen.

1652-1671: Overkonstabel under staten.
Kendt for sin tjeneste mod England for Venedig imod tyrkerne.
Siden Ostindisk Kompagnis styrmand og skipper til kineserne
og ellers som ingeniør og kommandør af hollandske returfragt.

1672-1677: Kaptajn i hollandsk tjeneste,
hvor de trende Ho i trende, da han forfalt under engelske fregatter.10

1677: Premierkaptajn under Tromp, første admiralsflag,
udnævnt som viceadmiral.

1679: Sprang ‘Nycklen’ i luften efter 8 timers kamp i svensk farvand;
med glæde erobredes desuden Laxen11.

1681: Admiral

1684: Ridder af Dannebrog

1690: Holmens admiral og kongens tro mand

NOTER:
1. Moren = Nordafrikanske piratstater; negre
2. Martin Tromp 1597-1653 - hollandsk søhelt
3. ‘Norske Løve’ = dansk skib, som deltog i slaget i Køge Bugt
4. Den svenske ‘Nøgle’ = det svenske skib ‘Nycklen’
5. Kartouche = Krudtladning til kanon
6. Jason = Græsk helt gift med Medea
7. Malius = Navn på romersk slægt
8. Scipio = Romersk hærfører fra 1. og 2. puniske krig
9. Daedalus = Berømt mytisk kunstner, som blandt andet byggede labyrinten på Kreta
10. Uklart, hvad denne formulering betyder
11. Laxen = Svensk skib, som blev erobrebret i slaget ved Køge Bugt